Siden udgivelsen af den hyppigt roste ”Advance and Vanquish” fra 2004 har afgangen af medlemmer fra bandet været den rene folkevandring. Vokalisterne, Cam Pipes og Jamie Hooper, står alene tilbage som gengangere på ”Fire up the Blades”, men frygt ej drabelige omlægninger - 3 Inches of Blood har ingen tab lidt ved de mange udskiftninger og tager sig i det store hele stadig ud som førhen. At Joey Jordison fra Slipknot har produceret albummet forplumrer heller ikke den fuldkomne heavy metal lyd – han holder sig pænt i skindet og har gjort et hæderligt stykke arbejde, der udelukkende komplimenterer deres knivskarpe fremfærd, uden stilmæssige svinkeærinder.

Inspirationen fra genrens klassiske og mest rendyrkede navne er stadig i højsædet, og hvis canadierne var overgearede førhen, så har de faktisk fået et ekstra skud ild i røven på ”Fire up the Blades”, selvom man næsten ikke skulle tro det muligt. Om der vindes mange nye fans på det her, tillader jeg mig at betvivle, men er du for længst hoppet på 3IOB vognen, rammer den friske håndfuld sange fuldkommen plet.. I hvert fald er det energisk og overspændt i en grad, så kun få af de gamle helte ville kunne følge med, men sangskrivningsmæssigt ligger 3IOB dog stadig langt fra både Judas Priest og Iron Maiden i hver deres respektive storhedstid, selvom intentionerne og lyden utvivlsom er den helt rette.

Den instrumentale intro og afslutningen ligeså er (som de fleste andre af slagsen) unødigt tidsspilde – hvornår lærer folk det mon? – men ellers er der ganske langt mellem de svage øjeblikke. Mest nymodens ved 3IOB er fortsat det semi-black metal hæse skrig fra Jamie Hooper, mens Cam Pipes ufortrødent kører videre i toptunet Rob Halford tilbedelse med sin glassplintrende, rene vokal så skinger, at små børn løber i dækning, og døde fugle styrtregner ned fra himlen. Han tager det så langt ud, at nogle har anfægtet oprigtigheden heri og slynget beskyldninger om stilistisk parodi og ironisk distance af sted. Selv betvivler jeg nu ikke mandens uforfalskede fascination af udtryksmåden, og vekselvirkningen mellem de to vokaler fungerer stadig upåklagelig.

Udover at 3IOB er blevet mere hidsige og bissede end sidst, haler de også et par andre overraskelser ud af ærmet undervejs. Især med velanrettet og kortvarig synth-brug i ”Trial of Champions” løftes nummeret yderligere, og koklokken, der sparker ”Assassins of the Light” i gang, gør udelukkende det hele en tand frækkere.

”Fire up the Blades” er fuldstændig som et godt spil “Diablo” – heftigt, opslugende og stort set umuligt at lægge fra sig selvom det ender med at køre lige lovlig meget i samme rille efter et stykke tid. Med andre ord noget vanedannende stads der trykker på de helt rigtige tangenter. Præcis hvor mange blank- og slagvåben, de har fået klemt ned på albumcoveret, magter jeg ikke at tælle, men motivet er yderst sigende for 3IOB stilen – rendyrket metal i lange baner til du svimler og ser dobbelt. Fedt, ikke sandt? -guldmann


 

Du kan læse flere anmeldelser/artikler skrevet af Guldmann på  webzinet Transmission.nu HER.

Kom med kommentar i vores FORUM