Efterhånden konsolideret med scepter og trone, som konger af drevent post-hardcore. Jo, turen fra nu-metallisk underdog, til fuldfed hypnotisk metal, med stænk af febrilsk punk-energi har været næsten uden komplikationer, og 36 Crazyfists magter som få, i en tid hvor trends og gængs medløberi sætter dagsordenen, at skralde helt ind til følelserne, i en blødende bittersød cocktail af håbefuld harmoni og ilter aggression. Når de er bedst, har de ingen (som i INGEN!) konkurrenter på dén her scene; kun et bjerg af mutanter, hængende dem om haserne.
Åh jo, og så skete det alligevel at musikken blev hevet hele vejen ned fra magisk til middelmådig. 36 Crazyfists bygger nemlig desværre videre på den helt forkerte ende af kvalitetsskalaen fra forrige års "Rest Inside the Flames"; nemlig de tre-fire numre, der manglende restens glohede melodiøse antrit. "The Tide and Its Takers" fremstår ditto melodimæssigt idéløs, og med den varmblodige nedskyldning udeladt, synes brutaliteten på egne ben, fanget i utallige blindgyder undervejs. Det sårbare er tilsidesat og effekten af vreden forringes. Puh, for en afvaskning.

Skuffelse? Tjeck. Men sandheden er at 36 Crazyfists på halv styrke, stadig er bedre end de fleste. De får Bullet for my Valentine til at lyde som små spejderbørn på "Absent are the Saints", og de dirigerer energi og entusiasme så lækkert rundt på "Clear the Coast" at man helt glemmer at savne et ordenligt omkvæd. Når det melodiske aspekt så enkelte gange finder vej helt op til fronten, som på den uovertrufne albumåbner "The All Night Lights", så åbenbares det igen lige nøjagtig hvor fremragende dét her foretagende kan være når de ellers trykker på de rigtige knapper. Fængslende, langtidsholdbart og eminent konstrueret, og så meget desto mere ærgeligt at "The Tide and Its Takers" flader ud i en anonym og køligt uskøn suppedas senere hen.

Så der er ambivalens for alle pengene. De krystalklare hooklines og storladne refræner, der førhen blev modelleret så fantastisk, dukker kun sporadisk op her, og stadig synes 36 Crazyfists, med Brock Lindows ængstelige stemme som fast pejlepunkt, som et unikt og kærkomment indslag i en ellers evindelig række af stereotype kloner. Stemningen og den hærgede håbefuldhed er stadig så kuldegysende og inderlig intens, at man rystende føler sig henledt til frostgrader i afsides snelandskaber. Så smukt og alligevel så grumt og i en tilstand hvor svag og stærk løber ind i hinanden; men kulden er sgu næsten ubærlig denne gang, for uden den melodiske forløsning er det virkelig som om nogen har glemt at give mig en ordentlig sweater med herud. -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM