Ustyrligt mesterværk med et kæmpe musikalsk overskud der leverer alt i ét. En sprælsk øjenåbner, på én gang skræmmende og humoristisk ekstrem metal, tilsat progressiv rock og gode sange. Allerede en udødelig klassiker!
Det vigtigste band i metal i det sidste årti? Med et kæmpe potentiale vil de vise vejen for rigtig mange. Også Leviathan (2004) og Crack the Skye (2009) er triumfer og en hyldest til rock, metal, ja MUSIKKEN!
Tool tager os atter med på et både syret og tonstungt trip. Selv om de første 3 skæringer på 10.000 Days (2006) formentlig er deres bedste nogensinde, så er Lateralus en mere helstøbt oplevelse.
Josh Homme er måske den mest cool musiker igennem de sidste 10 år. Her peaker han med suveræne tracks som "No One Knows" og "Go With the Flow", der sætter nye standarder for groovy stoner rock.
Efter nogle sløje sen-90’ere, bød det sidste årti på mange nye troværdige landvindinger. Opeth stod om nogen for dette. Det unikke mix af 70’er-prog og regulær død har været genreskabende.
Balkan-kaotisk album! Livsbekræftende energi og no rules! At det så reelt blev deres eneste mindeværdige album er en anden snak…
Hvis et dansk band skal med her må det være Volbeat. Albummet her blev deres helt store gennembrud og er også deres ubetinget bedste plade. Hr. Poulsen er en glad rebel solidt plantet i den amerikanske muld!
En helt fra verdens bedste stoner/doom band Sleep slipper her sit bedste udspil med hans ”powertrio”. TYNGDEN er imponerende, ikke mindst i lyset af at aggressionen og tempoet ikke lader noget tilbage at ønske.
Bassisten fra Sleep og Om har allieret sig med venner fra St. Vitus, Melvins og Neurosis. Mytologisk sci-fi, tungt og messende og ind i mellem gribende smukt. Forener det bedste fra samtlige medlemmers tidligere bands.
Et dopet monster af en udgivelse der skriver sig direkte ind i en top-10 over de bedste stoner/doom plader i historien. Maratonkompositioner der uendeligt syrer sig igennem temaer som heksjagt og astral undergang. Host!
Tysk supernaut med en tour-de-force udi hvad de selv kalder nautic funeral doom. Et sandt mesterværk bygget over Moby Dick. Det er ikke kun dystert, men mere en følelse svømme ned jordens dybeste ukendte egne. OHOY!
Doomveteranerne udgiver deres måske stærkeste plade. Lyd, koncept og energi går op i en højere enhed. I et genreskabende årti er det også rart med folk der rendyrker deres gamle dyder.
A Line of Deathless Kings (2006) er også genial. Smertefuld og martret melankolsk doom leveres på smukkeste vis - UDEN et glimt i øjet. MED glimt i øjet anbefales alt med Paradise Lost…
Et band der har en stor del af æren for at jeg hører dødsmetal. Svimlende højt teknisk niveau, og sublim sangskrivning. Egyptologen overgår sig selv. Annihilation of the Wicked (2005) kan også anbefales.
Veteranerne lyder så vrede som for 25 år siden. Varieret og veloplagt går titelnummeret i bedene på "Angel of Death" og "Americon" har taget en smule ved lære af Rammstein. Gedigent håndværk der ikke skuffer!
Mustaine’s bedste udspil i 17 år. Som hos Slayer er der ikke noget nyt solen, men det er lækkert! (Og ja: Metallica nævnes ikke. Jeg elsker dem, men for min skyld skal de ikke at nærme sig et studie igen!).
Det eneste jeg har hørt med aristokraterne. Gentagende vender jeg tilbage til denne onde messe. Fremmedartet, ildevarslende og dragende. Egner sig perfekt til en filmatisering af H.P. Lovecraft’s samlede værker.
Overraskende fedt album fra Panteras hjemland der - lige som The Infection (2009) og især Ressurection (2007) – er én stor aggressiv energiudladning.
Swingende New Orleans hardcore fyldt med røgtunge riffs og Anselmo’s evigt seje vokal. Må desværre fungere som plaster på skudsåret efter det på tragisk vis blev klart at Pantera aldrig vil komme tilbage. Dimebag R.I.P.
Det er ikke mange albums med Brian Johson man vender tilbage til, men det her er fuldfed boogie hard rock af den fineste slags. Pladen åbner med titelnummeret og før man ved af det skråler man ”I caaaaan’t stand STILL”!!