Hvad kan man sige om “Jane Doe”, som ikke allerede er blevet sagt x antal gange før af Søren Guldmann? Denne plade ændrede totalt min opfattelse af hvordan musik kunne lyde, komponeres og leveres. Fuck det, denne plade ændrede mit liv. Essentielt lyttemateriale for stokkonservative metalhoveder, ynkværdige myspace-tweens og desperate sjæle generelt.
Det ultimative højdepunkt indenfor grindcore siden.. Ja, nogensinde, måske? En perfekt komprimeret bombe af hysteri, vanvid og endeløse blastbeats. Guddommeligt.
“Black amps tear the sky – let feedback free your mind and set you free!” Okay, feedback og en fandens masse psykedeliske stoffer. Nok sagt. Doom on.
Pig Destroyer fandt her virkelig formen frem ift. deres tidligere output. Dybt forstyrrende tekster, en vokalpræstation der stadig giver mig kuldegysninger og forskruede riffs i skøn forening. Det hele selvfølgelig holdt kort og præcist, som grindcore skal leveres.
Den dybt frygtindgydende Eugene Robinson crooner, stønner, skriger og savler sig gennem en række numre, der blander bandets fortid indenfor den foruroligende gren af noise rock med doom-tung blues, strygere og klokkespil. Underligt, uundværligt og pissehamrende uhyggeligt.
Måske det suverænt mest omtalte og hypede nye metalband i 00’erne. Næsten alle tendenser fra rock og metal henover de sidste fire-fem årtier blev kondenseret til et af de ultimativt vigtigste værker fra 00’erne. Måske endda det vigtigste.
Tre acceptable måder at afslutte et bands karriere på: 1) Flystyrt, 2) kollektiv overdosis, 3) lav en EP, der er resten af din ellers storslåede diskografi overlegen. Botch valgte den sidste udvej og det skal vi vist alle være glade for. Midt i det skævvredne hardcore-kaos finder vi suverænt fede sange, der fænger og rocker, det eksperimenterende ydre til trods.
Titlen siger det hele, så jeg vil egentlig bare holde min kæft. Vor tids svar på ”From Enslavement to Obliteration”. 20 minutter uden noget pis, bare ubønhørlige grindcore-tæsk til øregangene. Hvem kan sige nej til det?
Pelicans instrumentale kompositioner bygger lag på lag af uendeligt smukke guitarfigurer, indtil de nærmest kollapser under deres egen tyngde og styrter mod jorden i et bjertagende støjinferno.. Ja, vammelt poetisk kan jeg også være. Køb nu bare ”Australasia”, ikke?
Breach opnåede en betragtelig kultstatus i deres levetid, med svanesangen ”Kollapse” som toppen af kransekagen. Det oprindelige, dystre hardcore-udtryk blev her blandet op med post-rock og en betydeligt bredere lyd end tidligere, uden at bandet mistede energien.
Uden tvivl en af de mest omtalte og enigmatiske størrelser på den internationale metalscene. Franske Deathspell Omega leverede med ”Kenose” et fyrre minutter langt værk bestående af tre ubetitlede numre, der tilføjede en stor portion doomy atmosfære til deres i forvejen kaotiske, episke black metal.
Ragende sindssygt, fornærmende og fantastisk. ANB har altid leveret deres programmørgrind med kulsort humor og en strittende midterfinger til konventionerne, men “Agorapocalypse” vinder i sidste ende på at være mere organisk og sangorienteret end tidligere, måske fordi dette format får bandets budskab til at stå endnu klarere. YOU’RE BORN, YOU DO SHIT, YOU DIE.
Flere svenskere, der viser deres totale overlegenhed overfor alle andre, her i form af atmosfærisk post-hardcore. Bandets efterfølgende, mere proggede eksperimenter var også fremragende, men her smelter stemningen og aggressionen sammen til et nær-perfekt miks af stor skønhed.
Måske den bedste dødsmetalplade i dette årti. Det ægyptiske tema og indlemmelsen af diverse traditionelle instrumenter i henhold hertil gør “Black Seeds of Vengeance” til en voldsomt stemningsfuld og fængende oplevelse, hvilket den fortættede lyd, de brutale riffs og de blodigt udpenslede tekster kun hjælper på.
De er skøre, de svenskere. De kan tilsyneladende alt, rent musikalsk. I tilfældet Crowpath kan de smide et trommesæt ned af en lang trappe, voldtage en guitar med atonale amokløb og få en fyr til at gurgle svovlsyre i en halv time og stadig få det til at lyde som det fedeste nogensinde.
Svenske Watain fik deres helt store gennembrud med denne plade, der så bandet tilføje lidt ekstra, skummel melodi til deres rå black metal, alt imens lyden også fik et kvalitetsmæssigt nøk opad - dog uden at ofre noget af den mørke stemning, der hviler over albummet som et tykt tæppe af.. Ja, mørke.
Muligvis den mest “metal” plade på nærværende liste. Darkthrone gjorde i 00’erne definitivt op med den klicheprægede gren af black metal som de selv havde været med til at starte og døbte deres nye stil “New Wave of Black Heavy Metal” - et forrygende mix af black metal, klassisk heavy, thrash og punk. Og naturligvis masser af lyriske huskekager til posers og den moderne metal generelt. Urgh!
Så bliver det næsten ikke vredere. Med den evigt forbitrede Chris Colohan i front leverede Cursed med deres debutalbum en lille bombe af dyster, sludgy hardcore med ætsende tekster om alt fra religion til 9-til-5-livets totale meningsløshed.
Med deres letgenkendelige, disharmoniske lyd har Immolation altid hørt til dødsmetallens absolutte sværvægtere og efter over et årti i gamet perfektionerede de deres stil med “Unholy Cult”. Brutalt, blasfemisk og fuldstændig uundværligt i enhver metalsamling.
Lidt af en outsider på listen, men stadig med perifær relation til metal. Lyden af en timelang natlig tur med den københavnske metro – hvis denne foregik i totalt mørke, kun momentært afbrudt af psykedelisk stroboskoplys og din eneste rejsepartner var en håndfuld piller og en ladt pistol.