Banebrydende, stilskabende og fuldstændig urørlig. Kaotisk boltringsplads for flossede sjæle, men samtidig det suverænt mest fokuserede Converge materiale. Grundstenen i mit lydspor til årtiet.
Kursen væk fra black metal var berettiget. Stivheden fra ”The Marriage...” blødes fuldstændig op i kogekedlen af trip hop, jazz og dystert filmiske lydlandskaber. Nattetimer spenderes optimalt i selskab med dette mesterværk.
Stod til mig, var der blot et billede af coveret til dette album, når man slog definitionerne af både 'hysteri' og 'perfektion' op i ordbogen. Unikt visionær grindcore der stadig ligger lysår foran alt andet, genren siden har frembragt.
Fuldstændig uventet comeback fra kongerne af melodisk hardcore. Næsten på niveau med verdens bedste plade - også kendt som ”Jersey's Best Dancers”. Ungdommelig energi fra modne herrer.
Ord alene er et sølle redskab til at indkredse essensen af dette værk, hvis halvfjerne, gråsorte kraft må have rødder i en helt anden verden. Atmosfæren overtrumfer alt, hvad Wrest har kreeret under Leviathan navnet.
For poppet til at være HC og for hårdt til at være pop-punk, men så fantastisk catchy og slagkraftigt på en ny, frisk facon at det satte kursen for stribevis af bands årtiet igennem.
”Agorapocalypse” er muligvis mere helstøbt, men før da havde Scott Hull & Co. allerede pulveriseret grænserne for, hvad man kunne fremtvinge med trommemaskine-grindcore. Afsporethed på højeste plan.
Skarp omlægning væk fra traditionel black metal. DSO bagmændene holder notorisk lav profil og lader næsten uden undtagelse andet end de færdige værker tale med ophøjet røst.
Indbegrebet af kortlivet band med sejlivet indflydelse. En milepæl i nyere hardcore. Albummet står stærkere, som årene er gået, og jeg er med tiden kommet op på afhængighed af at nappe et bittert skud American Nightmare hver eneste dag.
Indledende mistro gjordes grundigt til skamme. Indrømmet, kampen med at kapere stilskiftet var hård, men fravalget af at skabe en ”Storm of the Light's Bane” del to var det eneste rette. At intet blev overladt til tilfældighederne i Dissections slutfase, står ganske tydeligt.
En af de vigtigste brikker i pop-punkens genkomst efter de ulideligt slunkne dvaleår. Nogle sværger til ”Total”, der også er genial, men ”Warning Device” holder et mere konsistent niveau. Ren energibombe.
Monolitten som årtiets andre stoner metal udgivelser blev dømt til at leve i skyggen af.
Sjældent har noget levet bedre op til titlen. Melodisk HC der mere end dulmede det midlertidige tab af Lifetime. Endnu en grund til dyb respekt for Dr. Dan Yemin, der nu om dage også giver den gas i Paint it Black.
Usammenligneligt black metal værk af overrumplende proportioner. Fastslog at foreningen af iskoldt, voldeligt kaos og overmægtigt dyster atmosfære var skridtet, som måtte tages.
'Luftigt, flyvsk og drømmende' var, hvad jeg betegnede albummet som, da et sjældent 6xC blev uddelt. Dynamikken fra de tidligere emo/rock-orienterede udspil levede videre i et langt mere antydende og æterisk udtryk.
Skræmmende skarpt mådehold og oprigtigt ubehagelige snapshots af menneskeligt forfald. ”Phantom Limb” skuffede fælt med sin udstakthed oven på det her.
Lige dele hardcore og pop-punk forankret i et stærkt koncept og samhørighed de enkelte numre imellem. Tager arven op fra Gorilla Biscuits, H2O, CIV og Lifetime med største succes.
Sønderlemmende bestialsk og psykotisk black metal. Som at blive hvirvlet rundt i en fræsende turbine. Svært ikke at opfatte det meste andet som fuldstændig tamt når Katharsis først har været på banen.
Allerede flere skiver ude end du kan tælle til, og ikke en eneste af dem fejler. Men her startede det – unikt tag på sludge/doom stilen med et touch af post-rock atmosfære.
Traditionel grindcore trængte til et los i røven – og fik det! Med blot ét album og en stribe ep'er ser IW ud til allerede at være sikret en plads blandt genrens legender.