Ikke alene årtiets, men måske endda alle tiders metaludgivelse? ”Leviathan” er tidløst totalmetal, klemt effektivt inde imellem de næsten ligeså fantastiske udgivelser i diskografien, ”Remission” og ”Blood Mountain”.
Underdrejet, sort humor, fantastiske musikere, og et unikt tekstunivers; gode gamle Macabre kom yderst vellykket ind i det nye årtusinde med dette velproducerede og aparte kult-album, der lød som intet andet.
Såfremt “Legend, Part III:II” aldrig materialiserer sig (og man begynder så småt at tvivle), vil “Legend, Part III:I” stå som et værdigt minde over Eric Claytons storslåede lyriske vision og matchende musikalske evner.
Debuten “Metridium Field” var en fornøjelse fra ende til anden, men “The Ichthyologist” er om muligt endnu bedre. Faktisk fremstår ”The Ichthyologist” som det album Mastodon burde have lavet i stedet for ”Crack the Skye”.
En regulær dybhavsbombe af et debutalbum. Knusende, klaustrofobisk og næsten kvældende tung, men med en indbygget melankoli, der er umulig ikke at lade sig indfange af. Skabte egenhændigt begrebet ’nautic funeral doom’.
Et højst uventet comeback i absolut særklasse, og en mere end værdig opfølger til legendariske “Focus”. Måske en anelse kort efter 15 års pause, men hellere kvalitet end kvantitet, og kvaliteten hér er indiskutabel tårnhøj.
Senere albums fra de Tasmanske djævle i Psycroptic har ikke helt kunnet holde niveauet, men med ”The Scepter of the Ancients” gik alt op i en højere enhed med Matthew Chalks uforlignelige vokal som prikken over i’et.
I en for det meste stok konservativ black metal genre stak “Supervillain Outcast” ud som en bullen finger. DHG sked højt på konventionerne og leverede smågenialt avantgardistiske kaos på “Supervillain Outcast”.
Det tyske musikerkollektiv mestrer som få kombinationen af math-metal og post-hardcore tilsat violin, cello og andet guf; en kombination der kulminerede på fineste vis på dette ærefrygtindgydende dobbelte konceptalbum.
De skøre svenskeres bedste og mest effektive (samt mest tilgængelige) album siden milepælen ”Destroy, Erase, Improve”? Jeg tror det...
Perlen i Nevermores diskografi leverede på én gang melankolsk og mavesur amerikansk semiprogressiv power/thrash metal i særklasse; tyngden såvel som melodierne, teksterne og produktionen var helt i top.
Et af death metal genrens absolutte highlights, og i mine ører stadig det stærkeste udspil fra Nile, der efter min mening på det seneste har haft lidt svært ved helt at genfinde gnisten fra de første par albums.
Albummet der for alvor transformerede Krisiun fra at være et af klodens mest brutale bands til tillige at være et af de absolut bedste. Krisiun repræsenterer i min verden om nogen selve essensen af ægte, uforfalsket dødsmetal.
Rhapsody tog alle den symfoniske power metals klicheer og gangede dem med en faktor 10 på “Symphony of Enchanted Lands II”, og resultatet var på én gang alt for meget og på samme tid alligevel helt uimodståeligt.
Det kristne tech-thrash kultfænomen Believer vendte yderst stærkt tilbage med ”Gabriel”, der genintroducerede bandets prisværdige evne til at knytte eksperimentation og traditionel thrash sammen til et eksplosivt hele.
Enslaveds formkurve har igennem hele årtiet beskrevet en konstant stigende tendens med sublime “Vertebrae” som den foreløbige kulmination. Progressiv post-black metal i den absolutte internationale superliga.
Efter en 8 års pause lød Absu heldigvis så relevante og determinerede som nogensinde før på det selvtitulerede comeback album, der fremturede med progressiv black/thrash af sorteste og mest esoteriske slags.
Efter en noget vaklende debut indfriede Yakuza til gengæld potentialet til fulde på “Samsara”, der miksede hardcore, math-metal og free-jazz på en både avantgardistisk og alligevel kompositorisk uhyre attraktiv måde.
Jon Nödtveidts (R.I.P.) svanesang har efter en svær start med tiden vokset sig til noget nær mesterværk status hos undertegnede; de isnende melodier og det kulsorte tekstunivers komplementerede hinanden satans godt.
Intelligente tekster, forrevne og atonale strukturer samt masser af old school integritet. “Unholy Cult” var ikke alene en milepæl for Immolation; albummet var også et højdepunkt for dødsmetal genren som sådan.