Overvældende, majestætisk, arkaisk og mørk er bare fattige ord, men de beskriver alligevel Immolations mesterværk. Vignas sandblæste riff, Dolans dybe brøl og Hernandez’ fabelagtige trommespil går alt op i en højere enhed.
En meget hadet plade, men ingen formår som Rutan og co. at blande ekstrem brutalitet med overjordisk ondskab. ”I, Monarch” er en nådesløs skive der ikke tager nogen fanger, men efterlader dig forslået, forvirret og sanseløs.
Fuldstændig galt, psykotisk og schizofrent teknisk dødsmetal der bæres ligeså meget af Haleys geniale guitarspil som Chalks sindssyge vokalarbejde.
Nile formår, ligesom kollegerne i Hate Eternal, at være blandt de mest brutale i genren, samtidigt med at være ætsende onde. Et meget meget mørkt album.
Det her er som en moderne, mere brutal og dissonant udgave af mægtige Immolations sindssyge “Here In After”. Som alt der nævnes i samme sætning med Immolation er det selvfølgelig overvældende godt.
Efter min mening de britiske mørkemænds allerbedste album. Blender progressiv dødsmetal og isnende black metal sammen på perfekt vis.
Hele albummet er lige så underjordisk ondt som titlen antyder. Disse amerikanere er mestre udi kunsten at skabe knusende tung death/doom der drypper med atmosfære.
Denne EP er kun knap 20 minutter lang, men tyskerne i Drowned formår at gøre det til nogle af de allerbedste 20 minutter man kan bruge på at lytte til musik. Mesterligt, fabelagtigt mørkt dødsmetal af den gamle skole.
Som lytter har man ikke en chance når V.I.T.R.I.O.L. og Irrumator først åbner op for deres eksalterede, smadrede black/grind. Dette er noget af det mest ekstreme musik jeg nogensinde har lagt øre til.
Går under beskrivelsen teknisk death metal, men er så meget mere – disse grækere trækker tråde til industriel, black og grind, og resultatet er en ondskabsfuld, progressiv omgang ekstremmetal.
Er nok ikke helt så ekstrem mærkelig som den klassiske “Obscura”, men lidt mere sammenhængende. ”From Wisdom To Hate” er en skive der virkelig kræver noget af sin lytter.
En plade fyldt med oldgammel ondskab, forfærdelige ritualer og overjordisk mørke. Jeg ville ønske nordmændene i Shaarimoth ville lave mere musik, for de kan sagtens spille op med de bedste i genren.
Noget af det mest esoteriske og forunderlige musik man kan finde. At kalde det black/death er ikke forkert, men det er fanme heller ikke dækkende. Klaustrofobisk, sindssygt og forvirrende passer bedre.
Pladen der åbnede mine øjne for funeral doom. Mere riff-baseret end deres ofte mere monotome kolleger i genren, men lige så knusende og overvældende som deres hovedperson, Moby Dick.
Disse grækere bliver ofte hyldet for deres debut fuldlængde, “Graves Of The Archangels”, men jeg finder denne tidligere EP bedre. Særdeles ondskabsfuldt og bistert dødsmetal der tager teten op fra Incantation.
Arkaisk death metal har aldrig lyt så godt som hos britiske Mithras. Jeg syntes Mithras har overhalet mestrene i Morbid Angel indenom i disciplinen klassisk death metal.
Klaustrofobisk, knusende, krævende, monotomt enmands funeral doom. Prøv at smide dette i ørerne og gå en lang tur om natten i en tom by med frost under støvlerne – og bliv fuldstændig overvældet.
Teknisk, dissonant, ultrabrutalt death/grind der blæser dig fuldstændigt omkuld.
Et af de mærkeligste albums jeg nogensinde har hørt. Atmosfærisk, episk brutal death metal fyldt til randen med elektronisk musik. Det skulle ikke kunne lade sig gøre, men det virker helt vildt godt.
Pladen der var med til at kickstarte hele brutal death metal bølgen, inden denne degenererede til bands der prøvede at overgå hinanden i brutalitet. Et mesterværk.