|
Interview :
By The Patient |
|
|
|
By the Patient er et ungt dansk band,
der spiller moderne teknisk death metal – og derfor skulle de
selvfølgelig opleves på årets metalfattige Roskilde Festival. Her
fik de lov at boltre sig på Pavillion Junior dagen inden selve
festivalpladsen åbnede, til stor glæde for de fremmødte metalfans.
Bandet har en selvudgivet EP fra sidste år i baglommen, og barsler
med debutskiven ”Servants” til efteråret, så der skulle selvfølgelig
hives nogle nye numre frem blandt det gamle materiale. Det var en
fornøjelse at se de unge gutter give den gas, og de to nye sange, ”
Blood of Martyrs Shall Cover the Earth” og ” Luke 18: 15-17”, lover
enddog rigtigt godt for den kommende ”Servants”. Den nye lyde er
mere melodiøs end numrene fra EPen, ”Catenation of Adversity”, og
det lyder til at det unge band er gået væk fra deres noget
deathcore-inspirerede tidligere lyd til ’rent’ death metal, hvilket
kun kan varme mit hjerte. Et par timer efter koncerten blev jeg
lukket ind backstage, og drak en øl med bandet, mens forsanger Tan
gjorde et andet interview færdigt. Derefter sad jeg som den sidste
journalist og snakkede om death metal og drak whisky med ham i et
lille kvarters tid, inden backstageområdet skulle ryddes for at gøre
plads til næste band i rækken... Clone: Tak for øllen, og for en fed koncert. I er et nyt, ungt band, så start med at introducere jer selv. By the Patient: Jeg er Tan, og jeg er vokalist i By the Patient. Vi har Simon og Theis på guitar, Adam hamrer trommer og Troels spiller bas. Clone: Nu har I lige spillet en velbesøgt og succesfuld Roskildekoncert, hvad betyder det for jer som band? By the Patient: Det er en stor ære. Når der kun er et par ekstremmetalbands med på festivalen, så er vi meget tilfredse med at være blevet valgt. Det eneste andet death metal band er Nile på hele Roskilde Festival, så det er fornemt selskab at være en del af. Det var virkeligt fedt. En drøm der gik i opfyldelse. Clone: I kom ud med en selvudgivet EP sidste år, hvordan er den blevet modtaget? By the Patient: Den er blevet rigtigt godt modtaget, jeg tror 80% af de anmeldelser, vi har fået, har været gode anmeldelser, både ind- og udland, så det er vi meget tilfredse med. Vi har set anmeldelser fra Tyskland, Holland, Sverige, Schweitz, England, Usa og Sydamerika, hvilket er fedt. Clone: Tillykke med de gode anmeldelser. Udover anmelderne, har I hørt noget fra lytterne selv? By the Patient: Vi har også fået meget positiv respons fra fansne, især fra Tyskland og England. Clone: Så kommer I med jeres debutalbum til september, ”Servants”. Hvordan er den iforhold til EPen? By the Patient: Den er meget mere forkuseret, mere gennemført, både produktionsmæssigt, musikalsk, tekstmæssigt – det hele er meget, meget bedre. Man kan ikke længere sige der er noget der er deathcore ved det, vi spiller nu rent death metal. Clone: Ja, de to nye sange virkede som rent teknisk death metal, men de lød også mere melodiske end jeres ældre materiale? By the Patient: Den nye plade er mere melodisk end tidligere, og de brutale stykker er mere brutale. Desuden er der mere vekselvirkning mellem hurtige og langsomme stykker, og der er en hel masse soloer med også. Vi har lyttet til den respons og de anmeldelser, vi fik på vores EP og har brugt det til at identificere vores forcer. Vi har været meget enige med de tilbagemeldinger vi har fået, så det har vi arbejdet videre med. Den nye skive handler om episke stykker og brutale stykker! Clone: I Roskilde Festivals program står der, at By the Patient ifølge jer selv ”varsler en ny dødsmetallisk vækkelse i Skandinavien”. Kan det nu være rigtigt? Svenskerne kører derudaf som de plejer, der er en del fede, men små, dødsmetalbands i Norge og Finland kværner en række old school death metal bands ud i øjeblikket... By the Patient: Vi spiller noget der ikke er hørt før i Skandinavien, hvor mange nye dødsmetalbands er influeret af noget svenskermetal. Jeg tror ikke, der nogen dødsmetalbands som os i Skandinavien. Vi spiller metal inspireret af polsk og amerikansk dødsmetal. Så det kunne være fedt, hvis vi kunne være med til at få flere bands i den her stil frem. Vi ved, at der er et stort publikum for den her type musik, bare se på England. Clone: Jeres lyd lægger sig også meget op ad engelske bands som Annotations of an Autopsy og Trigger the Bloodshed? By the Patient: Det er rigtigt, og vi lytter f.eks. også en masse til The Black Dahlia Murder. De er en stor inspiration. Clone: De bands har ligesom jer spillet en slags deathcore/death metal hybrid, og er så langsomt gået over til rent death metal – det samme som det lyder til, kommer til at ske for jer med ”Servants”? By the Patient: Ligesom os er det meget unge bands, og jeg tror, at de så at sige har fundet sig selv, og gået over til rent dødsmetal. Mange har været fanget i den der deathcore-sound, og har så måske virkelig fokuseret mere på hvad man kan kalde de gamle dyder, og så har de fundet sig selv. Det hele kommer over til dødsmetal. Det har vi ihvertfald med vores nye album. Altså, det er en proces. Job for a Cowboy gik f.eks. fra rent deathcore til rent teknisk dødsmetal. Vi lytter også selv mest til ’rigtigt’ dødsmetal. Men vi gider ikke lyde som nogle bestemte bands, og vi begrænser os ikke for at lyde mere som et bestemt band. Clone: Hvilke bands lytter i så til? Hvem inspirerer jer? By the Patient: Som sagt, især en række amerikanske og polske death metal bands. Behemoth, Nile, Hate, Cannibal Corpse, Hate Eternal. Og så selvfølgelig meget The Black Dahlia Murder… Clone: Alle de store helte... Hvad med Suffocation? Dem er der mange moderne death metal bands, der er meget inspirerede af. By the Patient: Vi lytter faktisk ikke så meget til dem. Men det er der rigtigtnok mange nye dødsmetalbands, der gør, bare se på Dawn of Demise. Vores groove er mere baseret på chug-riffs som hos Cannibal Corpse end breakdowns som hos Suffocation. Clone: Nu skal I udenlands og spille for første gang, oven i købet til Wacken... Det ser vi rigtigt meget frem til. For det første bliver det fedt at spille i udlandet, for det andet er det fucking Wacken! Verdens største metalfestival! Det bliver alt for vildt. Clone: Og I skal jo deltage i det berømte Metal-Battle, hvor I repræsenterer Danmark. By the Patient: Ja, så vi får nerver på. Det er jo en ære, ligesom det er at blive udvalgt her til Roskilde Festival, og så kan vi jo vinde en pladekontrakt... Så vi krydser fingre. Clone: Vi krydser med. Hvordan ser jeres tourplaner ellers ud? By the Patient: Det var meningen vi skulle have været i England og spille i år, men det er udskudt til februar... Ellers har vi en rimelig omfattende tour til foråret hvor vi dækker det meste af Danmark, sammen med to andre up-coming bands. Men vi kan ikke rigtigt løfte sløret for den endnu... Clone: Med hvem? Kom nu... By the Patient: Haha, nej, vi må ikke sige noget... Men vi har nogle koncertplaner rundt i Europa til februar ud over England. Vi skal også til Irland og Tyskland og måske også Holland. Og så en lille tredages tour her i Danmark sammen med The Kandidate. Clone: Har I andre planer? By the Patient: Vi har en meget løs ide om at tage på skriveferie til næste sommer, hvor vi går i intensiv-mode i et sommerhus eller sådan noget og skriver næste plade. Det vil være anderledes end processen omkring EPen og ”Servants”, som vi bare har skrevet sådan løbende. Men så langt frem i tiden er intet egentligt sikkert for os. Nu koncentrerer vi os om ”Servants” og om at få den ud til de danske fans med en masse heftig tour-aktivitet. Vi skal sgu have dem til at forstå vores nye lyd jo! Alt held og lykke til drengene herfra! Det blive spændende at se, om By the Patient kan få kickstartet en bølge af moderne death metal bands med, hvad bandet selv kalder for amerikansk, engelsk og polsk indflydelse. En ting er ihvertfald sikker – hvis skiven ”Servants” lyder som By the Patient lovede live på Roskilde Festival, er der i et mindste en lille chance, for det album ser ud til blive toppunktet i dansk ekstremmetal i 2010. Undertegnede krydser derfor fingre for både indsatsen ved Metal-Battle i Tyskland og for flere Skandinaviske dødsmetalbands! –bang |